De største skuffelser kommer ofte i nære relationer





26. juni 2019



En indsigt i de 5 kærlighedssprog





Overskriften tror jeg, de fleste kan nikke genkendende til, i hvert fald dem, som har prøvet det, de ved, hvor svært det er. Når skuffelsen fra vores nærmeste rammer os, påvirker det hele vores krop og sjæl. Alle mulige forskellige følelser raser indeni, alt fra sorg, vrede til dyb frustration og længsel efter anerkendelsen af at være god nok, længsel efter at mærke kærligheden og føle sig set og elsket.


Kærligheden har mange forskellige sprog og vi opfatter forskelligt det at give og modtage kærlighed og deraf kommer ofte skuffelsen i vores nære relation. Vi er ikke gode nok til at forstå hinandens kærlighedssprog, som vi har fem af.


De fem kærlighedssprog


Nærhed At modtage kys og kram


Anerkendende ord At blive anerkendt med ord


Tid At prioritere tid til at være sammen


Gaver At modtage eller give gaver


Tjenester At gøre noget for hinanden


En af de første ting min mand og jeg talte om, da vi mødte hinanden var, hvad vores kærlighedssprog hver især var. Heldigvis har vi de samme som primær og sekundær. Vi har jo alle lidt af dem alle sammen, der er dog et primære, som er der, hvor din kærlighedsbeholder bliver fyldt op og du virkelig føler dig elsket og værdsat.


Kærlighedssproget gør sig også gældende i vores familiære eller arbejdsrelationer og når vi ikke er i stand til at afkode det, kommer der ofte misforståelser og konflikter.


Det oplevede jeg selv meget tydeligt i weekenden, hvor mit kærlighedssprog TID blev sat på overarbejde. Min nærmeste familie og jeg blev fravalgt af en meget nær relation og det skabte et kaos af følelser og tanker indeni mig. Skuffelsen ramte mig dybt – jeg var såret! For denne gang ramte det også mine børn.


Jeg fandt roen til at reflektere over, hvordan jeg kunne løse denne situation, inden mine følelser løb af med mig. Så slog det mig, at i denne nære relation har vi vidt forskellige kærlighedssprog. Nær relation har TJENESTE som kærlighedssprog og mit er TID Indsigten i at vores kærlighedssprog er så forskellig gav mig ro i sjælen.


Det er en konflikt, som har fyldt igennem en del år, dermed ikke sagt at handlingen er tilgivet. Jeg har forståelsen og indsigten til den er landet et sted i mig. Jeg vælger at give slip på det, jeg ikke kan forandre og ændre mit fokus til det, jeg kan forandre!


En indsigt rigere på livets fem kærlighedssprog